Dårlig service og behandling
Vi havde besøg af Top El-teknik ad to omgange, selvom det kun burde have været ét enkelt besøg.
Vores lampeudtag virkede ikke i stuen, og vi mistænkte samtidig, at der skulle trækkes nye elkabler på grund af nogle knitrende lyde inde i væggen, hvilket tydede på en løs forbindelse. De sendte to medarbejdere – en lærling og en elektriker – som vurderede, at en udskiftning af lampeudtaget ville løse problemet. Vi havde fuld tillid til deres vurdering, da de er eksperter inden for deres fag.
De skiftede udtaget, men de knitrende lyde i væggen fortsatte. De understregede dog, at det ikke ville påvirke lampeudtaget, og forlod derefter hurtigt stedet. Der gik ikke mere end 30 minutter, før vores spisebordslampe begyndte at flimre, og problemet var tilbage.
Vi kontaktede dem igen, og efter et par dage kom de samme personer tilbage. Denne gang sagde de, at der skulle trækkes nye elkabler – præcis som vi havde foreslået fra starten. Det tog dem lang tid at udføre arbejdet, men det blev færdiggjort, og de forlod igen stedet hurtigt. Denne gang fungerede installationen dog, da de gik.
Det største problem opstod, da der gik over en måned, uden at vi modtog en regning. Vi modtog den først, efter at min partner selv kontaktede ejeren og spurgte, hvor den blev af. Vi tør ikke tænke på, hvor lang tid der ville være gået, hvis vi ikke selv havde taget fat i dem.
Vi konstaterede også hurtigt skader i lejligheden, som var opstået i forbindelse med arbejdet.
Den mest væsentlige skade er et stort hak i vores egetræsgulv, som formentlig er opstået, fordi en af elektrikerne har tabt en hammer. Da der er tale om et gammelt københavner-egetræsgulv, som er meget blødt, er skaden så dyb, at den ikke kan udbedres med en almindelig slibning. Det pågældende bræt vil sandsynligvis skulle udskiftes. Vi blev ikke informeret om skaden.
Derudover har vi opdaget hvide malingrester på gulvet, som stammer fra bunden af den stige, der blev brugt under arbejdet. Resterne kan ikke fjernes ved almindelig vask og vil formentlig kræve en let slibning for at kunne udbedres.
Da vi forelagde disse forhold for ejeren, var deres eneste svar, at “det er ikke noget, de erindrer er sket”.
Det betyder, at de ikke blot undlod at udføre arbejdet korrekt første gang, men også krævede to besøg for at løse en opgave, som burde være blevet udført ved første besøg – og som vi ovenikøbet skulle betale ekstra for.
Ejeren var på ingen måde villig til at give en prisnedsættelse efter dette forløb, og de kunne end ikke selv fremsende regningen.
Det er bestemt ikke et firma, vi vil anbefale i fremtiden.

Antwort von TOP El-Teknik ApS - Elektriker København







