Verdens bedste hospital, verdens bedste personale
For få måneder siden stillede jeg mig på en kontorstol en torsdag aften for at vande en plante på mit garderobeskab. Kontorstolen stak af under mig og mit meget hurtige fald inkluderede en arm, der endte under brystet, mens albuen blev klemt ind mod skabet i faldet. Det resulterede i et gyseragtigt brud på underarmsknoglerne ved håndleddet, hvor hånden efterfølgende sad skræmmende forkert. Jeg skreg over synet og ringede 112.
Under 5 min. senere holdt en Falck-mand foran min dør. 5 min. senere igen var vi ved akutmodtagelsen. 112 havde allerede informeret dem, så da vi trådte ind ad skydedøren rejste receptionisten sig og sagde "Vi er klar til dig, du skal bare lige rundt om hjørnet her," og så blev jeg vist ind.
Jeg blev røntgenfotograferet, og personalet forsøgte manuelt at sætte knoglerne på plads igen. Det var pænt skræmmende, ikke mindst fordi det involverede at én sygeplejerske trak i min skulder mens en anden trak i min hånd for at få knoglerne tilbage hvor de burde være, men morfin, åndedrætsøvelser og ekstremt sødt personale hjalp enormt.
Plejerne var søde, portøren var sød, radiologen var sød, og der var plads til humor. Jeg var også lidt fjollet og chatty pga. morfinen og chokket, men det havde ingen noget problem med.
Jeg fik sat noget nymodens "gips" på (noget træspåne-baseret hurlumhej, der blev varmet op, så det blev blødt) sammen med forbindinger. Jeg fik også før- og efter-røntgenbilleder printet ud.
Jeg fik at vide, at billederne skulle kigges efter for at afgøre, om der var brug for operation. Det ville først være besvaret næste morgen, så jeg blev tilbudt at overnatte eller få en pose morfin med hjem og komme tilbage næste morgen kl. 8:30. Jeg skulle faste.
Jeg valgte at tage hjem, da jeg har kat, og jeg ville sikre mig, at han var udstyret til at klare sig, hvis jeg nu skulle indlægges til operation.
Dagen efter blev jeg modtaget med nyheden om at der allerede var booket tid til operation om formiddagen, så jeg blev indlagt. Jeg var skrevet ind på en stue med to ældre herrer, men sygeplejersken, som tog imod mig, havde noteret sig, at jeg tager medicin mod angst, så hun spurgte om jeg hellere ville være på en enestue. Jeg takkede ja. Jeg ville ikke selv have efterspurgt det - sådan fungerer jeg ikke - men hold op, hvor er jeg taknemmelig for at hun havde overskuddet, overblikket og snarrådigheden til at tilbyde det. Og at der var kapacitet til det. Det betød virkelig meget for hele opholdet.
Jeg blev flyttet, og en times tid efter fik jeg besøg af kirurgen, som anbefalede operationen, og forklarede, hvad der skulle ske. Jeg kunne jo godt selv se på røntgenbillederne, at det stadig var pænt rodet derinde. Han ville skære op i underarmen, rykke sener til side, rydde op i bruddet og skrue en skinne på den tykke af de to underarmsknogler. Jeg skulle i fuld narkose.
Jeg har aldrig været opereret før, så det var i sig selv ret angstprovokerende, og det hjælper selvfølgelig ikke, at jeg i forvejen kæmper med angst. Efter at have haft en smertefuld nat til at overveje konsekvensen af at miste førligheden i min hånd, var jeg også pænt angst for at der skulle gå noget galt.
Der gik et par timer før operationen fandt sted, så jeg havde tid til at ringe og chatte, og jeg kunne snakke med personalet om hvad der skulle ske. Fik blandt andet at vide, at jeg næppe ville kunne huske noget fra efter at blive kørt til operationsstuen, og at det godt kunne være lidt forvirrende, når man vågner fra narkosen.
Det er jo en god information, og jeg kan sagtens forestille mig, at jeg selv kunne gå i let panik, hvis jeg vågnede på den måde. Jeg husker dog det meste. Jeg husker at gå derind, at blive instrueret i at lægge mig til rette, hvordan jeg skulle lægge armen. Jeg husker at få lagt drop og få maske på. Jeg husker én af personalet sige noget til narkoselægen om fentanyl. Jeg husker at blive instrueret i at trække vejret, fordi jeg var ved at få et angstanfald. Jeg husker også, at samme kvinde, som nævnte fentanyl, advarede narkoselægen om en meget høj puls. Jeg halvråbte inde fra bag masken, at det var okay, det var bare et angstanfald, og så forsvandt jeg kort efter.
Så vågnede jeg, og alt var gået godt. Jeg røg til opvågning. Igen sødt intensivpersonale. Blødte igennem min forbinding, mine fingre sov, og jeg kløede frygteligt (har senere fundet ud af, at det gør morfin ved mig), så de blev enige om at beholde mig natten over.
Jeg blev en ekstra nat på min enestue, fik udarbejdet en plan for morfin og anden medicin, og blev sendt hjem med klare instrukser og medicin til de næste dage. En ergoterapeut (Susanne, pissesød) var booket til næste uge.
Det var så professionelt og omsorgsfuldt. Jeg kan ikke forestille mig en meget bedre behandling. Jeg er så taknemmelig for personalet under hele forløbet. Og for at være borger her på Bornholm. Jeg er tryg her nu. Tak.
16. Februar 2023
Bewertung ohne vorherige Einladung
